Mohammed Dewji, der er kendt som Afrikas yngste milliardær, er fredag blevet sluppet fri, efter han for over en uge siden blev kidnappet.
Det oplyser et af Dewjis familiemedlemmer i et opslag på Twitter.
- Når man ser på ham, ser han ud til at være fysisk uskadt. Måske er han blevet rystet psykisk af, hvad der er sket, men han ser ud til at være uskadt, skriver Azim Dewji på Twitter.
Mohammed Dewji blev kidnappet 11. oktober på vej ind på et hotel for at træne.
Familien til Dewji har siden udlovet en halv million dollar for informationer, der kan lede myndighederne på sporet af Dewji.
Det står ikke klart, om løftet om den nette sum har kastet oplysninger af sig.
Fredag kunne politiet oplyse, at bilen, som Dewji blev kørt væk i, var blevet identificeret. Den stammer fra et naboland, oplyste politiet uden at fortælle hvilket.
Mohammed Dewji er angiveligt 1,5 milliarder dollar eller det, der svarer til over ni milliarder kroner, værd.
Han har tjent sin formue på konglomeratet METL. Det har ifølge Reuters mere end 30 fabrikker, der laver cykler, spiseolie og forskellige drikkevarer.
Ifølge Azim Dewji vil milliardæren snart selv fortælle, hvad der er sket med ham.
Politichefen i regionen omkring byen Dar es-Salaam, Lazara Mambosasa, bekræfter løsladelsen til nyhedsbureauet AP.
Mambosasa nævner intet om, hvorvidt der er blevet betalt en løsesum.
- Vi modtog informationer om, at kidnapperne brugte den samme bil som ved Colosseum Hotel (hvor Dewji blev kidnappet, red.) og smed ham ved Gymkhana Idrætsanlæg, siger Mambosasa.
- Vi fandt ham fysisk uskadt, og vi mistænker, at kidnapperne er sydafrikanske, fordi han siger, at de kommunikerede i en af dialekterne fra det land.
Tidligere har Mambosasa identificeret to gerningsmænd, der skulle være hvide i huden.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa