Udgifterne til at føre en stribe retssager mod chefer i pengeinstitutter fortsætter med at vokse.
Det er statens selskab, Finansiel Stabilitet (FS), der har anlagt sagerne. Mandagens dom afsagt af Retten på Færøerne fortæller noget om omfanget - og om omkostningerne.
Alene i sagen om forholdene i Eik Banki indgår et materiale på mere end 60.000 sider. Der gik mere end fem år med at forberede sagen, og det første af i alt 46 retsmøder blev holdt i januar sidste år.
Oprindeligt var også bankens revisionsselskab og revisor sagsøgt. Men undervejs opgav det statslige selskab denne del af sagen. Det medfører, at Finansiel stabilitet skal betale 12 millioner kroner til revisorens advokat.
Oveni kommer 8,8 millioner kroner for advokatudgifter til en tidligere direktør, som er blevet frifundet.
I retssagerne vendes og drejes en lang række konkrete engagementer, som gav tab, og som ifølge statens påstand skal udløse erstatning på grund af såkaldt ansvarspådragende dispositioner.
To af de i alt otte sager er ude af verden. De angår Amagerbanken og Capinordic. De øvrige verserer fortsat ved domstolene.
Advokat Mogens Gaarden har været involveret i sagen vedrørende Capinordic, og han har kritiseret retsopgørets omfang.
- Hvornår er der et mandfolk, der stopper Finansiel Stabilitets enorme forbrug af statslige midler, har han spurgt.
Tidligere i år udtrykte også advokat Michael Camphausen ifølge mediet Advokatwatch stor skepsis. Man burde overveje, om sagerne burde have været anlagt og tilrettelagt på en så omfangsrig og fordyrende måde, mener han.
I den seneste årsrapport forsvarer Finansiel Stabilitet sig imod kritikken. Der er kun blevet anlagt retssager, når det vurderes, at det er "overvejende sandsynligt" at få medhold, hedder det.
Her kan man i øvrigt læse, at selskabet havde brugt 386 millioner kroner frem til udgangen af 2018 på at føre sagerne. Undervejs er selskabet desuden blevet pålagt at betale sagsomkostninger på 199 millioner kroner.
/ritzau/