Peter Madsens forklaring om, at han først stak Kim Wall mere end syv timer efter hendes død, er meget usandsynlig.
Efter alt at dømme blev hun stukket talrige gange i underlivet, netop som hun var ved at dø, eller kort tid efter hun var død.
Det siger retsmediciner og overlæge Christina Jacobsen, da hun torsdag afgiver forklaring i drabssagen mod den 47-årige ubådskaptajn.
- Vi mener, at læsionerne ved kønsorganerne er påført tættere på dødens indtræden. Det kan være i forbindelse med, at døden er i færd med at indtræde, siger overlægen i Københavns Byret.
Oplysningen kolliderer med Peter Madsens forklaring. Den drabstiltalte insisterer nemlig på, at Wall døde i en ulykke om aftenen 10. august i fjor, og at han først den efterfølgende morgen parterede liget.
Ifølge ham var det i den forbindelse, at han stak den døde journalist i underlivet, og at det alene skete for at sikre, at ligdelene ville gå til bunds, når han efterfølgende smed dem i havet.
Anklagemyndigheden forsøger omvendt at bevise, at Peter Madsen under turen i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus" bandt og mishandlede Wall seksuelt, og at han derefter slog hende ihjel.
Ifølge anklagen bestod mishandlingen blandt andet i 14 stik i underlivet.
Retsmedicinerne har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, hvordan Wall døde. Men det kan være sket ved halsoverskæring eller ved kvælning.
Om Kim Walls død har den tiltalte forklaret, at hun blev kvalt i varm udstødningsgas i ubåden, mens han selv var på dækket.
Men det forløb forekommer usandsynligt, mener retsmediciner Christina Jacobsen.
Et sådant scenarie ville nemlig have medført en hurtig og voldsom opvarmning af ubåden, og det har ikke kunnet ses på Walls lig.
- Man ved, at der i så fald ville være anden- til tredjegradsforbrændinger på kroppen. Det har vi ikke fundet. Hvis det er varme gasser, ville der også være varmeskader i luftvejene, siger retsmedicineren.
Torsdagens retsmøde er drabssagens tredje. I alt skal Københavns Byret bruge 12 dage til at afgøre, om Madsen er skyldig. Dommen ventes 25. april.
/ritzau/