Det skal ikke kunne betale sig at begå kriminalitet, og det må aldrig blive gratis at skade eller krænke andre mennesker.
Som retssamfund har vi naturligvis love og regler, så vi alle kan leve side om side, uden at nogen begår overgreb på andre. Spilleregler er vigtige, for at vi alle kan være her. Uden spilleregler vil det groft sagt kun være de stærke og brutale, der kan overleve. Vi er derfor nødt til at straffe dem, der ikke kan overholde landets love. Når vi straffer, så skal straffene være proportionale, altså i overensstemmelse med den forbrydelse der er begået. En lussing på kinden skal selvfølgelig ikke straffes lige så hårdt som manddrab. Det siger sig selv. Retsfølelsen spiller en rolle her. Det er vigtigt, at der er forståelse for de love, Folketinget vedtager, og at straffene for overtrædelse af lovene er på niveau med det, befolkningen finder rigtigt.
Det er også vigtigt, at ofrene for forbrydelser kan se, at samfundet, på deres vegne, tager fat i forbryderen og giver ham den straf, han fortjener. For ofret er det ikke ligegyldigt, hvilken straf der gives. Ofrene skal kunne se en rimelighed.
Hvis vi ikke straffer i overensstemmelse med ofrenes syn på rimelighed og befolkningens retsfølelse, så nærmer vi os hastigt et punkt, hvor borgerne tager loven i egen hånd og uddeler de straffe, man selv syntes er rimelige. Dertil skal vi aldrig komme. Vi lever i et retssamfund, og det skal vi blive ved med.