De tidligere OL-vindere fra Kroatien er kun ét af de svære hold, som det danske landshold i herrehåndbold har trukket til sommerens OL, og for landsholdets stregspiller René Toft Hansen kunne lodtrækningen dårligt have været værre.
- Vi har fået den klart sværeste pulje, lyder den første kommentar fra René Toft Hansen.
Gruppen består ud over Kroatien og Danmark af Spanien, Ungarn, Serbien og Sydkorea.
- Vi har fået alle de svære hold fra seedningslagene. Det kunne simpelthen ikke blive sværere, siger stregspilleren.
Men med en svær pulje følger umiddelbart også en fordel.
- Når vi nu bliver etter eller toer, så venter der os en lettere modstander i kvartfinalen, fordi holdene i den anden pulje er svagere end de hold i vores pulje, vurderer René Toft Hansen.
- Vi kommer nok til at møde Argentina i kvartfinalen, og dem kan vi godt slå, tilføjer han.
Den godt to meter høje danske streg regner da også med, at Danmark nok skal komme videre fra puljen.
- Vi har gode muligheder for at blive etter eller toer, siger han.
OL i London starter 27. juli.