Mens han kunne se sine holdkammerater vinde bronzekampen over Füchse Berlin i dette års Champions League, måtte han selv sidde på bænken med hold i nakken.
- Jeg ville rigtig gerne have spillet, men jeg har desværre et hold i nakken, som jeg fik efter semifinalen, og så var der ikke nogen grund til at tage chancer med den i dag, siger han.
Alligevel er René Toft Hansen meget glad for holdets medalje.
- Det er altid dejligt at få noget med hjem, når man nu har leveret en god turnering. Det er et bevis på, at man har været her, siger den danske stregspiller efter kampen, som AGK vandt 26-21.
Og stregspilleren er tilfreds med resultatet.
- Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp i dag. Vi laver godt nok lidt fejl en gang imellem, men de bliver heldigvis ikke straffet.
- Men jeg synes, vi står skide godt i forsvaret, og det der kommer igennem forsvaret, det står Kasper Hvidt og piller.
- Så det kan vi virkelig bruge og tage med videre til onsdag, for der skal vi også stå knaldgodt i forsvaret, og Kasper skal tage det sidste.
- Så vinder vi også det næste mesterskab, siger René Toft med tanke på de to kampe mod Bjerringbro-Silkeborg onsdag og lørdag, hvor det danske mesterskab bliver afgjort.
Spørger man stregspilleren selv, så er han 100 procent klar allerede til det første opgør.
- Jeg er klar der, understreger han.
Champions League-guldet bliver afgjort søndag aften og bliver givet til enten Atlético Madrid eller THW Kiel.