Puha, synes det at lyde blandt danskere med flybilletter i hånden. Først blev pilotstrejken i Sterling afblæst, og nu er krisen i Billund Lufthavn også afværget.
Medarbejderne i Billund Lufthavn var så utilfredse
med deres netop aftalte overenskomst, at de truede med at nedlægge
arbejdet fra klokken fem til ni lørdag morgen, netop som chartertrafikken er på sit højeste.
Men heldigvis for flypassagerer bliver det ikke aktuelt.
- Lørdag bliver helt normal. Vi får travlt, men det klarer vi sagtens. Det bliver ikke noget problem, siger Jørgen Krab Jørgensen, der er lufthavnschef i Billund.
Han har fredag holdt et møde med personalet i lufthavnen, og her blev det besluttet, at flypassagerer, der skal rejse fra Billund, heller ikke i fremtiden skal frygte aflyste afgange.
- Det bliver ikke noget problem fremover. Nu har vi aftalt, at det er dialogen, vi vil, siger Jørgen Krab Jørgensen.