Kritisable eller direkte ulovlige forhold i kommunerne ser ikke altid dagens lys. Frygten for en fyreseddel er simpelthen for stor i et system, hvor det bedre kan betale sig at tie end at ytre sig, lyder det fra sociolog.
Offentligt ansatte er fanget i et dilemma, hvis de bliver bekendt med en betændt sag. Frygten for ikke at kunne få mad på bordet i morgen får dem til at klappe i.
I et forsøg på at rette op på det er der nu flere af landets kommuner, der opretter såkaldte whistleblower-ordninger, hvor ansatte i kommunerne anonymt kan indberette om kritiske forhold.
Således tilslutter Slagelse, Lyngby-Taarbæk og Aarhus Kommune sig selskabet af de i dag seks kommuner med ordningen i det nye år. Det skriver Ugebrevet A4.
Men kommunernes behov for at oprette disse ordninger for anonyme fløjteblæsere er en erkendelse af begrænset ytringsfrihed i kommunerne, lyder det fra Rasmus Willig, der er lektor i socialvidenskab og leder af Center for Offentlige og privatansattes ytringsfrihed på Roskilde Universitet.
- Undersøgelser over de sidste ti år peger kun i én retning: Offentligt ansatte er mindre tilbøjelige til at ytre sig om kritisable forhold, som offentligheden burde have kendskab til, siger han.
Men hvorfor tør offentligt ansatte ikke ytre sig, hvis de kender til kritisable forhold?
- Det gør de ikke af frygt for sanktioner, repressalier eller frygten for at blive fyret. Man har sin grundlovssikrede ytringsfrihed, men afskedigelser kan som bekendt komme af anden vej, fortæller Rasmus Willig.
Whistleblower-ordning ikke løsningen
Så kan whistleblower-ordningerne vel afhjælpe det problem?
- Whistleblower-ordninger er en måde at korrigere for dette, men det er vigtigt at se dem som en symptombehandling. Hvis de offentligt ansatte nu havde visse ansættelsesretlige sikkerheder, så man turde ytre sig, havde vi jo slet ikke behov for de her whistleblower-ordninger, lyder det fra Willig.
Da Avisen.dk og Ugebrevet A4 kontaktede kommunerne, meldte mange tilbage, at de ikke har en whistleblower-ordning, men i stedet har “et velfungerende MED-system”. Her er man ikke anonym, som man kan være ved whistleblower-ordningen.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Er de mange kommuner, der henviser til et velfungerende MED-system, galt på den?
- MED-systemet kan ikke opfange alt. MED-systemet er ikke nok, fordi man her er synlig, og så længe man ikke er sikret sin ansættelsesretlige sikkerhed i et MED-system, eller et hvilket som helst andet, er det ikke nok, forklarer han.
Ansatte skal have økonomisk sikkerhed
Så hverken MED-systemer eller whistleblower-ordninger er løsningen. Hvad er så dit ideal for en velfungerende offentlig sektor?
- Man bør løse det ved problemets rod, og det vil være ved en ansættelsesretlig sikkerhed, lyder det fra lektoren.
Incitamentet for at ytre sig bør ifølge Rasmus Willig ændres, så ansatte er sikret en økonomisk kompensation for at ytre sig, der er så stor, at man tør fremføre kritik uden frygten for ikke at kunne sætte mad på bordet i morgen. Denne sikring kalder han for en ansættelsesretlig sikkerhed.
Så hvad består en sådan ansættelsesretlig sikkerhed mere præcist i?
- Hvis man har benyttet sig af sin grundlovssikrede rettighed til at ytre sig, og man har fulgt vejledningen for offentligt ansattes ytringsfrihed, og man bliver uretmæssigt fyret på baggrund af sådanne lovlige ytringer, så må vi have en økonomisk kompensation, der står mål med dette højeste, strukturerende, moralske ideal for et velfungerende, oplyst demokrati, forklarer han.
Kan det løse alle problemer, hvis vi ændrer denne incitamentsstruktur for at ytre sig?
- Ja, hvis vi får en incitamentsstruktur, hvor det bedre kan betale sig at ytre sig end at tie. Hvor de, som krænker ytringsfriheden, bliver fyret. Og hvor de, som benytter sig lovligt af den grundlovssikrede ytringsfrihed, bliver kompenseret, hvis de bliver fyret. Så vil vi i løbet af få år have en velfungerende offentlighed, siger Rasmus Willig og tilføjer:
- Det, man er i gang med nu, er jo det bedste eksempel på, hvordan man gør problemet større ved ikke at bruge pengene på de problemer, der er. Da man ikke kan eller tør tale om problemerne, bygger man i stedet et helt nyt system for dem, som så nu uundgåeligt må tale om de problemer, så vi kan få rettet op på dem. Det er jo en erkendelse af en fejludvikling, lyder kritikken fra Willig.