Der er ingen undskyldninger fra Randers HK's træner, Jan Leslie, efter at hans klub tirsdag aften tabte på hjemmebane til FCM Håndbold i den første af to DM-semifinaler.
FCM Håndbold vandt 26-23 og står med et meget gunstigt udgangspunkt før returkampen.
- Vi kan ikke sige noget til nederlaget. FCM vinder fortjent, de spiller en god kamp, siger Jan Leslie.
- Vi har skabt en meget svær udgangsposition for os selv. Før kampen var det 50-50, og nu er det 80-20 i FCM's favør.
- Det var ikke ønskescenariet, men vi skal have samlet op på det og finde troen på, at vi kan vinde i Ikast, siger Jan Leslie.
Randers HK er pisket til at vinde returkampen næste tirsdag med mindst tre mål, fordi DM-semifinalerne bliver afgjort efter Europa Cup-reglerne.
I januar vandt Randers med fem mål ude over FCM Håndbold i grundspillet, så holdet har før vist, at det kan lade sig gøre.
- Men det kan vi ikke bruge til ret meget. Vi skal gøre det en gang mere, og det må vi holde fokus på. Det ser svært ud, men vi skal tro på det, siger Jan Leslie.