Den spanske stregspiller Veronica Cuadrado skal efter sommerferien igen tørne ud for Randers HK.
Dermed får Veronica Cuadrado kun en enkelt sæson hos konkurrenten KIF Vejen.
- Det er fantastisk, at det igen er lykkedes at få Veronica til Randers.
- Vi var rigtig kede af at miste hende efter sidste sæson, og da muligheden viste sig, fordi Ulrika Aagren ønskede at skifte til tysk håndbold, var jeg ikke sen til at tage kontakt til hende igen, siger Randers-træner Jan Leslie i en pressemeddelelse.
Spanieren, der får en toårig kontrakt i Randers, er glad for at vende tilbage.
- Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme hjem til Randers, hvor jeg stadig bor - og jeg ser frem til at kunne være med til at fortsætte de flotte resultater, som klubben har præsteret.
- Det har selvfølgelig været en svær beslutning at skulle sige farvel til alle i KIF Vejen. Og selvom det næsten er et helt nyt hold i forhold til sidst, jeg spillede i Randers, så synes jeg, at det ser rigtig spændende ud, siger Cuadrado.
/ritzau/