De danske jernbaner er umoderne og bagud i forhold til, hvad man kan forvente af 2016-niveau, mener Andreas Steenberg, transportordfører fra Radikale Venstre.
- Det helt store problem ligger på Christiansborg. Vi vil gerne investere i Togfonden, som der også er flertal bag i Folketinget, siger han.
Regeringspartiet Venstre ikke med i aftalen om Togfonden. Og det skal laves om, mener Andreas Steenberg.
- Jeg vil gerne sende en opfordring til regeringen om at indgå i de her forlig og komme ind og arbejde for en bedre jernbane, siger han.
Togfonden er en politisk aftale, der blev lavet af den tidligere SR-regering for at sikre midler til vedligeholdelse og fornyelse.
Striden om Togfonden bunder i to forhold.
For det første det voldsomme fald i oliepriserne. Det har betydet, at der er færre penge til at udbygge togdriften for, end aftalepartierne oprindeligt regnede med.
Derudover er Venstre modstander af fonden og ønsker i stedet en øget licitering af togdriften.
Det afviser Socialdemokratiet, der kalder ønsket for "ideologisk spilfægteri".
- Diskussionen handler om, hvorvidt vi skal investere eller ej. Uanset skal staten jo til lommerne. Spørgsmålet er: Skal man gøre noget eller ikke gøre noget, siger partiets transportordfører, Rasmus Prehn.
På bare et år er DSB's udbetalinger af erstatning til kunder femdoblet fra lidt over fire millioner kroner i 2015 til over 20 millioner kroner i 2016.
Det sker på baggrund af forsinkelser, sammenbrud, grænsekontrol samt nedslidte tog og signaler, skriver Jyllands-Posten.
Kontraktmæssigt fremgår det, at 81,8 procent af DSB's afgange skal være fremme med mindre end tre minutters forsinkelse. Hidtil har 74,3 procent af regional- og fjerntogene været rettidige i år.
Problemerne er en del af forklaringen på, at DSB har solgt næsten to millioner færre rejser på ni måneder, skriver avisen.
/ritzau/