Michael Rasmussen har fået flere advarsler for ikke at have fortalt om, hvor han befandt sig før Tour de France.
Det erkender hans hold Rabobank, men holdleder Theo de Rooij finder det uretfærdigt, at alle andre ryttere kan slippe uden om at fortælle om deres advarsler.
- Jeg er sikker på, at der er rigtig mange andre ryttere i feltet, der har fået advarsler. Men det behøver de ikke fortælle om, fordi de ikke er i gult. Jeg vil gerne opfordre til, at man laver ens regler for alle hold. Enten fortæller ingen om advarslerne, eller også fortæller alle om dem, sagde Theo de Rooij på tirsdagens pressemøde på hviledagen.
Theo de Rooij fastholdt også, at Rasmussen kun havde fået tre advarsler - to fra UCI og en fra Danmark - i stedet for fire, som anklageren oprindeligt har lydt på. En lyder på at have misset en test, en anden på ikke at have fortalt, hvor han befandt sig.