Maibritt Kviesgaard er tilbage på håndboldlandsholdet efter halvandet års fravær.
Den dygtige højrefløj har ikke været med, siden hun blev knæskadet i Danmarks anden kamp ved VM i Brasilien i december 2011.
Landstræner Jan Pytlick har taget Kviesgaard med i sin bruttotrup forud for VM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet den 2. juni i Ankara og i Aarhus den 8. juni.
Maibritt Kviesgaard har lavet 193 mål i sine foreløbig 85 landskampe.
I posen med de yngre spillere er målvogteren Søs Søby fra Viborg HK det nyeste navn. Viborg-keeperen har aldrig spillet landskampe på hverken ungdomsniveau eller seniorniveau - primært på grund af skader, for hun har været udtaget til samlingerne.
Søs Søby er en af fem spillere, som højest har spillet 20 landskampe. Også Jane Schumacher (Skive), Anne Mette Pedersen (Ringkøbing), Trine Østergaard Jensen (FCM Håndbold) og Mette Gravholt (Team Tvis Holstebro) har endnu kun få landskampe på deres cv.
Truppen samles den 27. maj i København og rejser til Ankara to dage senere.
---- ---- ---- ----
Truppen til VM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet:
Målvogtere:
Rikke Poulsen (KIF Vejen), Sandra Toft (Team Tvis Holstebro) og Søs Søby (Viborg HK).
Fløjspillere:
Ann Grete Nørgaard (Team Tvis Holstebro), Maria Fisker (Viborg HK), Mie Augustesen (Thüringer HC), Maibritt Kviesgaard (FCM (Håndbold), Trine Østergaard Jensen, (FCM Håndbold) og Anne Mette Pedersen (Ringkøbing Håndbold).
Bagspillere:
Stine Jørgensen (Aalborg DH), Pernille Holst Larsen (Viborg HK), Anne Sofie Hjort Nielsen (Ringkøbing Håndbold), Jane Schumacher (Skive), Camilla Dalby, (Randers HK), Louise Burgaard (Team Tvis Holstebro), Line Jørgensen (FCM Håndbold), Lærke Møller FCM Håndbold), Kristina Kristiansen (Team Tvis Holstebro) og Lotte Grigel (Team Esbjerg).
Stregspillere: Mette Gravholt (Team Tvis Holstebro), Susan Thorsgaard (FCM Håndbold) og Marianne Bonde Pedersen (FIF Håndbold).
/ritzau/