Ikke flere stjernenykker.
Sådan lyder beskeden til spillerne i den franske storklub Paris Saint-Germain fra klubpræsident Nasser Al-Khelaifi, efter at flere uheldige episoder den seneste tid er nået til mediernes forsider.
- Spillerne må påtage sig endnu mere ansvar end før.
- Det er nødt til at være helt anderledes, de må lave mere, arbejde mere. De er ikke her for at tilfredsstille sig selv, og hvis de ikke er enige i det, så er dørene åbne.
- Jeg vil ikke have stjernenykker længere. Jeg har indset, at det er nødvendigt at ændre nogle ting, ellers kommer vi ingen vegne, siger præsidenten i et interview med France Football, der udkommer tirsdag.
Al-Khelaifi nævner ikke nogen navne, men den seneste tid har især den brasilianske fodboldstjerne Neymar været i mediernes søgelys.
PSG-angriberen fik tre spilledages karantæne for at slå ud efter en fan i forbindelse med pokalnederlaget til Rennes i april.
Det kostede samtidig Neymar jobbet som anfører for Brasilien.
Desuden har Neymar en voldtægtssag på halsen.
Ifølge anklageskriftet skulle Neymar i fuldskab have overfaldet en kvinde på et luksushotel i Paris den 15. maj, efter at de to fik kontakt via sociale medier. Neymar nægter sig skyldig.
PSG vandt suverænt den franske liga i den forgangne sæson med 91 point - 16 point mere end nummer to, Lille.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.