Vaskeinstruktion: Giv tøjet til din kvinde. Det er hendes job.
Så 'kækt' valgte det indonesiske sportstøjfirma Salvo Sports at formulere sig i de vaskemærker, der var syet i trøjerne, som firmaet leverede til det indonesiske Super League fodboldhold Pusamania Borneo.
Udover de sædvanlige anvisninger om at vaske tøjet ved den rette temperatur stod der direkte skrevet, at man burde give tøjet til en kvinde. 'It's her job'.
"Vi er blevet misforstået"
På de sociale medier voksede raseriet med lynets hast over vaskemærket, som mange fandt kønsdiskriminerende og ret så plat. Medier verden over skrev også om mærket. Shitstormen var en realitet. Søndag - der uheldigvis for firmaet var Kvindernes Internationale Kampdag - prøvede Salvo Sports at komme med en slags undskyldning.
Via Twitter forsøgte firmaet - på indonesisk - at forklare, at vaskemærket var blevet misforstået.
Formuleringerne på mærket skulle forstås sådan, at mænd kan lære meget af kvinder, fordi kvinderne er meget mere omhyggelige, hvad angår tøjvask, lød det fra Salvo Sports på Twitter - hvor firmaet også lover at skifte vaskemærkerne ud i trøjerne til det indonesiske fodboldhold. Og det vil ske inden 4. april, hvor der er kick-off i ligaen.