Regeringen kan ikke alene tage æren for den mildere stemning i dansk økonomi. For det er i høj grad på grund af udviklingen i Europa og resten af verdens økonomi, at Danmark så småt er på vej ud af krisen.
Sådan lyder det fra tidligere overvismand og økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen.
- Den internationale situation er langt mere stabil, end den var for bare et år siden, hvor der stadig var væsentlig bekymring om situationen for hele Europa.
- Det er stille og roligt blevet afdramatiseret, så vi nu er i en situation, hvor de fleste iagttagere er enige om, at det er meget usandsynligt med et nedbrud i Europa. Det påvirker selvfølgelig den økonomiske situation generelt omkring os, siger han.
I et interview med DR Nyheder siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen har vendt stemningen i dansk økonomi med den hårde linje og blandt andet ved hjælp af vækstpakken.
Men det giver ikke mening at trække en faktor ud på den måde, siger den tidligere vismand, for vendingen skyldes en lang række faktorer, der spiller sammen.
- Der er mange faktorer på spil i den europæiske og globaløkonomiske situation, hvor der er sket en afklaring og stabilisering på det seneste.
- Det er også rigtigt, at vi i Danmark har rimelig styr på den økonomiske politik, og det er selvfølgelig en af flere faktorer, der spiller ind, siger Torben M. Andersen.
Men sikkert er det altså, at det går den rigtige vej for dansk økonomi, medgiver han.
- Det kan diskuteres med hvilken hastighed, vi bevæger os i den rigtige retning.
- Der er forskellige tegn på, at den økonomiske udvikling stille og roligt er ved at vende. Men også kun stille og roligt. Det vil tage i hvert fald et eller flere år, før vi for alvor kan sige, at vi er ude af krisen, siger Torben M. Andersen.
/ritzau/