Sjællands hurtigst voksende virksomhed. Sådan lød hæderen til firmaet Senobis, da de tilbage i november måned modtog prisen Årets Gazelle på grund af en vækst over fire år på omkring 3.000 procent.
Men det gik nok lige lovlig hurtigt for virksomheden, der stod bag butikskæden Euro-outlet med billige overskudsvarer.
Virksomheden er nu erklæret konkurs ved Skifteretten i Næstved.
Tilbage står en række kreditorer med en regning på 40 millioner kroner. Det skriver Sjællandske.
Konceptet bag den nu konkursramte virksomhed gik ud på at opkøbe restpartiet af varer i hele Europa, som blev solgt billigt i to forretninger i Næstved og Slagelse.
Direktør Thomas Skov Nielsen har med reklamer forsøgt at gøre opmærksom på de billige overskudsvarer, men økonomien hang ikke sammen.
- Det har ikke været muligt at skaffe den kapital, som skal til for at drive selskaberne videre, siger Thomas Skov Nielsen til Sjællandske.
Han ønsker ikke at uddybe konkursen, der ifølge avisens oplysninger har kostet i omkring 100 arbejdspladser.