Hele verden har ventet på den nye James Bond-film, "Spectre", der havde engelsk premiere mandag.
Prins William, fru hertuginde Kate og lillebror prins Harry kastede royalt glitter og glamour over den i forvejen stjernespækkede begivenhed, der markerede den 24. film i rækken om agenten med licens til at dræbe.
Iført en støvet lyseblå flagrende kjole, tårnhøje stiletter og diamantøreringe overstrålede den 33-årige hertuginde selv filmens egentlige Bond-babes, de gudesmukke skuespillerinder Monica Bellucci og Léa Seydoux, og derfor var det en meget stolt prins William, der ledsagede sin helt egen private Bond-babe på den røde løber.
Efter visningen af "Spectre" hilste de kongelige på filmens hovedrolleindehavere, Daniel Craig, Monica Bellucci, Léa Seydoux, Naomie Harris og Christoph Waltz, producerne samt filmens instruktør, Sam Mendes, og fik en snak om Bonds nye hæsblæsende strabadser i det kommende actionbrag.
Hertuginden, prins William og prins Harry repræsenterede kongehuset, som tidligere har arbejdet sammen med selveste James Bond. Den nu 89-årige regent, dronning Elizabeth, medvirkede i et vildt indslag til OL i London i 2012, hvor James Bond skulle fragte majestæten til åbningsceremonien.
Med ordene "Good evening, Mr. Bond" hentede agent 007 den britiske monark og ledsagede hende til den storslåede sportsbegivenhed. Se eller gense den vilde video her: https://www.youtube.com/watch?v=1AS-dCdYZbo
"Spectre" får dansk biografpremiere den 30. oktober.
/ritzau/FOKUS