Jordans Prins Ali er nu officielt kandidat til at indtage det ledige sæde som Fifa-præsident, når Sepp Blatters afløser skal vælges 26. februar.
Prins Ali meddeler torsdag, at han har indsendt sit kandidatur til valget. Prinsen tabte valget i maj 2015 til Blatter med 73 stemmer mod 133.
- I en krisetid for Fifa er dette en god mulighed for en positiv forandring. Der er kommet mange gode idéer frem i den aktuelle diskussion om Fifa, siger Prins Ali i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- En bedre fremtid vil dukke frem, hvis idéerne føres ud i livet, og det kan kun ske med den rette leder, lyder det.
At Prins Ali stiller op igen er ingen overraskelse, for han oplyste allerede i begyndelsen af september, at han agtede at gøre et nyt forsøg på at indtage den højeste post i verdensfodbolden.
Det skete ved en tale i Amman.
- Venner, jeg står her for at fortælle, at jeg har besluttet mig for at stille op som kandidat ved Fifas præsidentvalg for anden gang, sagde Prins Ali under talen.
Også Michel Platini og Chung Mong-Joon har meldt deres kandidatur, men det er mere end tvivlsomt, om de kan stille op til valget.
Platini er foreløbig suspenderet fra fodbold i tre måneder, mens Fifas etiske komité gransker en mistænkelig pengeoverførsel fra Sepp Blatter.
Flere lande, deriblandt Danmark, har meddelt, at de trækker støtten til den tidligere fodboldstjerne, hvis han bliver fundet skyldig i ulovligheder.
Sydkoreaneren Chung Mong-Joon blev i sidste uge udelukket i seks år. Han har varslet, at han vil klage til sportsdomstolen CAS for at få dommen omstødt.
/ritzau/