Pakistans eks-præsident Pervez Musharraf er tirsdag formelt blevet tiltalt i sagen om drabet på landets tidligere premierminister Benazir Bhutto.
Det siger den offentlige anklager efter en høring i Rawalpindi i Pakistan, hvor de tre anklagepunkter blev læst op for Musharraf.
- Han er anklaget for drab, en kriminel sammensværgelse og for ikke at have forhindret drabet, siger Chaudhry Azhar ifølge nyhedsbureauet AFP.
Retssagen mod den tidligere hærchef, der ledede landet fra 1999-2008, er en hidtil uset begivenhed i det atombevæbnede land, der har været styret af militæret i over halvdelen af dets historie.
Musharraf afviser alle anklager, og sagen er blevet udsat til 27. august. Han har siddet i husarrest i udkanten af hovedstaden Islamabad siden 19. april.
Benazir Bhutto blev dræbt i et selvmordsangreb i 2007 efter et valgmøde i Rawalpindi. Det skete få uger efter, at hun var vendt tilbage til Pakistan efter flere år i selvvalgt eksil.
Taliban-oprørere blev dengang beskyldt for at have stået bag drabet, og Musharraf siger, at han advarede Benazir Bhutto mod den fare, hun stod overfor.
/ritzau/Reuters