Portugal kommer sandsynligvis til at stille med den ene verdensstjerne efter den anden, når holdet til sommer møder Danmark til EM.
Men landstræner Paulo Bento har også taget et par overraskelser med i den trup på 23 mand, der skal med til Polen og Ukraine.
Bento har således fundet plads til Braga-duoen Custodio Castro og Miguel Lopes, mens Manuel Fernandes fra Besiktas og Nelson fra Real Betis er blevet vraget.
- Custodio er en anderledes type midtbanespiller end de andre, når det kommer til placeringsevne og styrke i luften.
- Miguel Lopes har også haft en god sæson, og vi ville gerne have en spiller med, som kan spille i højre og venstre side, siger Paulo Bento.
Landstræneren har også fundet plads til den 20-årige Benfica-angriber, Nelson Oliveira, der fik sin landsholdsdebut i februar.
Truppen på 23 navne indeholder store profiler som Cristiano Ronaldo (Real Madrid), Fábio Coentrão (Real Madrid), Pepe (Real Madrid), Raul Meireles (Chelsea) og Nani (Manchester United).
Der er dog ikke blevet plads til Ricardo Carvalho (Real Madrid) og José Bosingwa (Chelsea). De var begge faldet i unåde hos Bento langt tid før udtagelsen af EM-holdet.
Danmark møder Portugal i holdets anden gruppekamp den 13. juni. Danmark og Portugal er også i gruppe med Holland og Tyskland.