Fodboldkommentator og tidligere fodboldlandsholdsspiller Jesper Grønkjær er sygemeldt med stress.
Det skriver TV3 Sport.
- Jeg har brug for en pause for at samle kræfter og komme i topform igen. Jeg har det okay, men holder lige nu lav profil og slapper 100 procent af med min familie, siger Jesper Grønkjær til TV3 Sport og tilføjer, at han vender tilbage til tv-stationen, når han igen er på toppen.
Ifølge TV3 har den tidligere landsholdsstjerne ikke yderligere kommentarer til sin sygemelding.
Den nu 39-årige Jesper Grønkjær nåede 80 landskampe og var aktiv fodboldspiller frem til 2011. Her sluttede han karrieren i FC København.
Han scorede fem mål på landsholdet fra 1999 til 2011 og spillede i AaB, Ajax, Chelsea, Birmingham City, Atlético Madrid , VfB Stuttgart inden han fra 2006 spillede i FCK's hvide spilledragt.