Vi kender Mads Fuglede som manden, der analyserer den aktuelle politiske situation i USA i medierne. Og det var da også også en beretning om en rejse til USA, som Venstres folketingsmedlem skulle have leveret til Berlingske fredag.
Sådan blev det ikke. I stedet skrev Mads Fuglede en rørende og personlig fortælling om at have mistet et menneske, som han holdt meget af. For, som han skriver: 'Det var enten disse ord eller rive alle mine tænder ud for at glemme sorgen en stund.'
Mads Fugledes beretning i Berlingske handler om tabet af sin barndomsvens far, Johannes, der døde for nylig, 91 år gammel.
'Nu har jeg grædt i 18 dage, når ingen kigger, og langsomt prøver jeg at huske det hele, selv om det gør så forfærdeligt ondt,' skriver Mads Fuglede.
Johannes var som en anden far for Mads Fuglede hjemme i Nordjylland.
'Jeg havde allerede en far. En rigtig god en, der lærte mig at cykle, fiske og at lave et vristspark, men pludselig havde jeg bare to mødre og fædre. Et sæt på hver sin side af den Jydske Ås,' skriver Mads Fuglede.
Engang betragtede Mads Fuglede det som 'utrolig heldigt at have alle disse forældre' i sit liv. I sin Berlingske-klumme tilføjer han:
'Nu er jeg nået til den del af livet, hvor man kan miste dem og har opdaget, at den gave, det er, kommer med en høj pris.'