De danske politikere på Christiansborg skal vågne op og være mere på vagt over for, hvad de stiller sig til rådighed for. Det påpeger to eksperter.
Baggrunden er sagen med medicinalgiganten Wyeth, der har sat fokus på en særlig type gigtmedicin. Det er blandt andet sket i en bog, som flere politikere medvirker i, og netop det er en stor gevinst for Wyeth.
»Jo mere medicinalfirmaer kan få politikere overbevist og til at medvirke, jo bedre er det for dem. Det er jo politikerne, der bestemmer prioriteringerne i sundhedsvæsenet,« forklarer lektor Richard Jones fra Copenhagen Business School, der har undersøgt medicinalindustriens lobbyisme.
Straffes ved valg
For medicinalindustrien har det også en anden gevinst, hvis politikerne medvirker i firmaernes bøger eller ved deres konferencer: Det øger troværdigheden af det budskab, som virksomheden prøver at sælge, forklarer Richard Jones.
»Derfor bør politikere også være meget varsomme med, hvad de lægger navn til,« siger han.
Roy Langer, der er professor i virksomhedskommunikation ved Roskilde Universitetscenter, er enig i, at politikerne skal passe på med at stille op for medicinalindustrien som i tilfældet med Wyeths bog.
»De giver deres troværdighed fra sig uden at være sikre på, at de giver den til det rigtige,« siger han.
I sidste ende kan det da også koste de folkevalgte dyrt.
»Hvis oplysningerne er fejlagtige, falder det tilbage på politikerne, og så vurderer vælgerne dem ved næste valg,« siger Kasper Møller Hansen, der er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Nyhedsavisen afslørede i den forgangne uge, at gigtlægerne Jan Pødenphant og Palle Holck - efter at være hyret af medicinalfirmaet Wyeth til at skrive en bog og arrangere en konference om en dyr type gigtmedicin - har:
• overdrevet antallet af patienter, der bør få medicinen.
• underdrevet bivirkningerne ved medicinen.
• fortiet, at de var hyret af Wyeth, som hvert år kan omsætte for omkring en kvart milliard kroner ekstra, hvis lægernes anbefaling bliver fulgt.
• undladt at søge om en lovpligtig tilladelse til at arbejde for Wyeth.