Som følge af situationen med coronavirus i Danmark bliver der taget nye skridt i brug for personer, der søger asyl i Danmark.
Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lørdag på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.
- Normalt vil asylansøgere rejse med offentlig transport fra grænsen til Center Sandholm i Nordsjælland. Det er slut nu. Politiet vil fra i dag (lørdag, red.) stå for denne transport.
- På Center Sandholm vil alle nye asylansøgere blive helbredstjekket, lige som der er særlige karantænefaciliteter til rådighed.
- Asylansøgere vil selvfølgelig komme i karantæne efter de gældende kriterier, hvis der bliver behov for det, siger Mattias Tesfaye til hjemmesiden.
Regeringen meddelte fredag, at den fra i dag, lørdag, klokken 12 ville lukke grænsen for udlændinge midlertidigt i en måned, medmindre udlændingene har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark.
Lukningen omfatter dog ikke asylansøgere, hvilket skyldes Dublin-forordningen.
Den tilsiger, at Danmark skal tage imod asylansøgere og så efterfølgende vurdere, hvilket land der efter Dublin-forordningen er ansvarligt for at behandle asylansøgningen.
Frem til 10. marts er der registreret 443 asylansøgere i Danmark i år, meddeler Udlændinge- og Integrationsministeriet.
For at undgå yderligere smittespredning vil der på asylcentrene i Danmark desuden blive iværksat en række tiltag.
Blandt andet bliver der som udgangspunkt ikke mulighed for almindelige besøg på centrene, lige som al undervisning, legestue og fritidstilbud bliver sat i bero.
Det ligger i tråd med det øvrige Danmark, hvor daginstitutioner og skoler lukker ned i foreløbig 14 dage fra på mandag.
/ritzau/