Samarbejdet mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er under pres. Partierne er i åbent slagsmål om, hvem der er skyld i, at de lavest lønnede offentligt ansatte ikke får det lønløft, som partierne lovede under valgkampen, men må nøjes med en fremrykket lønregulering. Det skriver Jyllands-Posten.
Kredsformænd fra både S og DF er utilfredse med, at deres partier accepterede aftalen med regeringen om en ekstra pulje til de offentligt ansatte, som reelt er penge, de ansatte ville have fået på et senere tidspunkt.
Helle Thorning-Schmidt mener, at det var Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der ikke var villige til at bruge flertallet uden om regeringen.
- Det har vi hele tiden ønsket, men Dansk Folkeparti gjorde det meget klart, at det ønskede man ikke. Jeg tror, at det er fordi, at det dybest set handler om regeringens overlevelse, hvis man tager et udgiftskrævende forslag i folketingssalen og stemmer regeringen ned på det, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det er Pia Kjærsgaard dog rygende uenig i.
- Jeg tror, at formanden er presset af baglandet og derfor har fortalt sig. Der er ingen - hverken i Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti - der har været indstillet på at tage det i salen. Overhovedet ikke, siger hun.
Dansk Folkepartis formand mener, at aftalen med regeringen var tilfredsstillende, selvom hun gerne ville have haft en endnu bedre aftale.
- Jeg har stadigvæk den mening, som jeg havde i tirsdags: At en fugl i hånden er bedre end 10 på taget, og under alle omstændigheder er der nogle penge at gøre godt med nu. Havde vi ikke gjort det her, så var der intet kommet ud af det. Intet, siger hun.