Det er mindre sandsynligt, at Rusland vil gennemføre en påvirkningskampagne rettet mod folketingsvalget i Danmark.
Sådan lyder det fredag i en fælles vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET).
PET skriver i en pressemeddelelse, at de to efterretningstjenester ikke tidligere har "konstateret koordineret og systematisk fremmed statslig påvirkningsvirksomhed i forbindelse med valg i Danmark".
Til gengæld er der flere eksempler på det fra udlandet. Det forventer PET og FE dog ikke vil ske i Danmark i forbindelse med det kommende valg til Folketinget, der afholdes 1. november.
- Vi forventer heller ikke, at vi ved dette folketingsvalg vil se en forberedt, koordineret påvirkningskampagne – hverken fra Rusland eller Kina, siger Anders Henriksen til Ritzau. Han er kontraspionagechef i PET.
Det er dog muligt, at Rusland vil gennemføre en mindre påvirkningsoperation, lyder det. Især hvis der opstår en mulighed for med begrænsede midler at øge splittelsen i den danske befolkning og blandt danske beslutningstagere.
Derfor tager de to efterretningstjenester en eventuel trussel meget alvorligt.
Valgmanipulation kommer som regel til udtryk ved et forsøg på at udnytte skillelinjer i et samfund. Det kan ske med påvirkningsaktører på internettet, der forsøger at skabe personlige netværk.
Derfor opfordres borgere til at forholde sig kritisk til information. Hvis man støder ind i det, der ligner misinformation på sociale medier, kan man anmelde det som falske oplysninger.
Anders Henriksen siger dog, at PET ikke ser tegn på, at "russiske påvirkningsnarrativer" bliver samlet op i større grad på sociale medier i Danmark.
Angreb fra såkaldte internettrolde og med misinformationskampagner mod demokratiske processer er tidligere kommet fra netop Rusland og Kina, men også Iran. Det siger Jens Monrad, chefanalytiker i it-sikkerhedsfirmaet Mandiant.
Men der er ikke nogen oplagt politisk kandidat eller parti at føre frem med misinformation og internettrolde i Danmark, da der er ret stor konsensus om geo- og sikkerhedspolitikken, siger han.
- Vi har tidligere set de her tre aktører være yderst aktive i forsøg på at blande sig i valg på forskellige måder. Men set fra mit perspektiv er der ikke meget at vinde for de tre lande ved at blande sig i et dansk valg.
- Der er enighed på tværs af partierne om, hvordan vi håndterer de geopolitiske udfordringer samt emner omkring Nato og deltagelse i politisk internationalt samarbejde.
- Det betyder ikke særlig meget for eksempelvis Rusland, om S, K eller V sidder for bordenden i Statsministeriet.
/ritzau/