It-kriminelle går i stigende grad efter at lokke penge ud af foreninger med falske emails.
Nationalt Cyber Crime Center har siden sommer registreret mindst 21 anmeldelser af falske emails og antallet af anmeldelser er særlig steget siden oktober. Det har indtil videre kostet otte foreninger mellem 26.000 og 37.000 kroner hver, skriver DR P4 København.
- Der er en tendens til, at de går efter alle mulige former for foreninger. Det er ejerforeninger, sportsklubber og menighedsråd, siger it-efterforsker ved Nationalt Cyber Crime Center, Leif Andersen.
Humlebæk Gymnastik- og Parkourforening er en af de foreninger, der har modtaget flere falske emails.
Modtageren var foreningens kasserer og afsenderen så ud til at være formanden, der bad om at få overført i alt 70.000 kroner til en konto i Storbritannien. Men det var ikke formanden, der stod bag emailene. Det var i stedet fra en it-kriminel.
- Det gør mig både trist og rasende. Man går efter en af Danmarks store stoltheder, nemlig foreningslivet. Og det kan gå ud over rigtig mange mennesker, siger Julie Tanderup, der er formand i foreningen til DR P4 København.
Ifølge Leif Andersen er de it-kriminelle begyndt at fokusere på foreningerne, fordi mange virksomheder er blevet opmærksomme på de falske emails, hvilket giver et mindre udbytte for svindlerne.
Samtidig har svindlerne fået de falske emails til at se mere troværdige ud end tidligere, blandt andet ved at skrive på dansk med få stavefejl. Og det er medvirkende til, at mange falder i fælden.
Det kan Julie Tanderup godt nikke genkendende til.
- Det ser ud som om, de har kigget på vores tidligere kommunikation og har kopieret den. De skriver under med mit navn, sender fra min mail og svarer lynhurtigt på spørgsmål, når vi svarer tilbage, siger hun.
Humlebæk Gymnastik- og Parkourforening nåede dog aldrig at få overført pengene. Kassereren blev til sidst mistænksom og tog kontakt til Julie Tanderup. Men oplevelsen har alligevel sat dybe spor.
- Konsekvensen havde været, at vi måtte aflyse arrangementer, indføre højere kontingenter eller skaffe os af med nogle af instruktørerne.
- Derfor er vi blevet ekstra forsigtige. Kassereren må ikke overføre selv det mindste beløb, uden at jeg har godkendt det mundtlig eller ansigt til ansigt, siger Julie Tanderup.
Hos Nationalt Cyber Crime Center opfordrer it-efterforsker Leif Andersen til ekstra opmærksomhed overfor falske emails i den kommende tid. Han anbefaler, at man lader være med at trykke 'svar', hvis man får en mistænkelig email. I stedet skal man skrive en ny mail. Eller bare bruge telefonen for en sikkerheds skyld.
- Så længe der er penge, bliver de it-kriminelle ved. De sidder i udlandet og gør det her fuld tid, siger Leif Andersen til DR P4 København.