Udenrigsudvalget i EU-Parlamentet vil ikke i første omgang godkende Ungarns kandidat til EU-Kommissionen. Det bekræfter europaparlamentarikere i flere politiske grupper.
Oliver Varhelyi, der er tiltænkt jobbet som EU-kommissær for udvidelse og naboskab, er blevet bedt om at svare på yderligere spørgsmål. Først er der tale om skriftlige spørgsmål. De skal besvares til på mandag.
Men udvalget kan også bede om en ny høring med ungareren.
Ungarerens høring blev indledt klokken 8 torsdag formiddag, og det stod straks klart, at det faktum, at han er indstillet af Ungarns regering med premierminister Viktor Orbán i spidsen, ville blive et problem.
Igen og igen måtte han svare på spørgsmål om, hvordan han vil sikre, at Ungarns EU-kritiske regering ikke ville få plads ved kommissærmøderne, hvis han blev kommissær.
Ungarn har de seneste år været på kant med især EU-Kommissionen i en række sager. Orbán har ført kampagne om, hvordan EU-Kommissionen ifølge ham har handlet helt uansvarligt i forhold til migration.
Man har ifølge Orbán ikke beskyttet de ydre grænser - og dermed Ungarn - og hele planen om omfordeling af flygtninge og migranter er han indædt modstander af.
Omvendt lever Ungarn ifølge EU-Kommissionen ikke op til EU's retsstatsprincipper og fælles værdier.
Den kommende EU-Kommission skal godkendes i en afstemning i hele EU-Parlamentet. Det er usikkert, hvornår denne afstemning skal finde sted.
Men det har hidtil været planen, at man ville stemme i slutningen af november i Strasbourg. Om det kan blive aktuelt, er fortsat usikkert.
Der mangler tre kommissærer. Og det er fortsat usikkert, hvad EU-landene vil gøre i forhold til Storbritannien, som ikke vil indstille en kandidat. EU-traktaten kræver, at alle lande er repræsenteret i EU-Kommissionen.
/ritzau/