Landsholdsspilleren Henrik Møllgaard er blevet solgt til Paris Handball.
Den 31-årige Skjern-spiller var i forvejen udlejet til den franske håndboldklub i denne sæson.
Lejeopholdet er gået så godt, at Paris har lagt et tilbud på Møllgaard. Tilbuddet var så attraktivt, at Skjern ikke kunne takke nej.
- En sund økonomi er altafgørende i forhold til at drive en professionel topklub, så da vi fik endnu et flot tilbud fra PSG, kunne vi ikke sige nej, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen i en pressemeddelelse.
- Derfor har vi ladet fornuften sejre over følelserne, således at der også i de kommende år er gode forudsætninger for at se Skjern Håndbold i toppen af ligaen, fortsætter formanden.
I Frankrig er Henrik Møllgaard holdkammerat med landsholdsstjernen Mikkel Hansen.
De to spillere er lige nu samlet i Danmark, hvor de forbereder sig til det kommende EM i Polen. Først venter der et Golden League-stævne i Frankrig, før det fra 15. januar går løs til EM.
Henrik Møllgaard nåede at spille i tre sæsoner i Skjern. For et år siden var bagspilleren med til at vinde den danske pokaltitel.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.