Den colombianske lejemorder og YouTube-stjerne Jhon Jairo Velásquez er død af kræft i maven, oplyser den colombianske regering torsdag. Det skriver den britiske tv-station BBC. Han blev 57 år.
Jhon Velásquez, også kendt som "Popeye", var narkobaronen Pablo Escobars primære lejemorder og hævder selv at have dræbt 300 mennesker i Colombias narkokampe i 1980'erne og 1990'erne.
I de to årtier blev Pablo Escobar og hans narkokartel fra byen Medellin rige fra deres narkokriminalitet og de tusindvis af ton kokain, som blev solgt til det amerikanske marked.
Men i 1993 blev Pablo Escobar dræbt af colombiansk politi, mens han kæmpede for at undgå at blive udleveret til USA.
Inden da, i 1992, havde Jhon Jairo Velásquez meldt sig til politiet i Colombia og var blevet idømt 23 års fængsel.
Da han kom ud af fængslet i 2014, forsøgte han at vende sin fortid til en ny fremtid. Han valgte at oprette en kanal med navnet "Anger" på videotjenesten YouTube. Han begyndte samtidig at optræde ofte i colombianske medier.
Ikke desto mindre var hans tid bag tremmer ikke slut. I 2018 blev han anholdt til en fest hos chefen for den efterforskningsenhed, der skulle slå ned på narkosmugleri. Han blev siden sigtet for afpresning.
Siden december har den tidligere lejemorder modtaget behandling for kræft i maven. Torsdag har regeringen i landet oplyst, at han er død af sin sygdom.
/ritzau/