Hver anden voldssag er forsvundet fra et torv i Malmö, der er blevet overvåget med kameraer som et forsøg. Og nu vil svenskerne have endnu flere kameraer på gaderne.
Af Kaare Sørensen
kaso@avisen.dk
@BRØD:I dagtimerne var der tilbud på æbler, salathoveder og blomster blandt de handlende.
Om aftenen var de mest tilgængelige varer tørre tæv eller forsøg på voldtægt.
Med sine mange værtshuse var Möllevångstorget det oplagte sted, da politiet i Malmö for fem år siden skulle forsøge sig med kameraovervågning af store områder.
Tre kameraer blev det til. Kameraer der også den dag i dag fra klokken ni om aftenen til seks om morgenen optager alt, hvad der sker på torvet.
»Der var meget modstand i begyndelsen, sådan husker jeg det. Den personlige integritet bliver skadet, når man skal overvåges på pladser uden at man har gjort noget, sagde man. Men der gik ikke lang tid, så forsvandt de kritiske ord. Altså fra de fleste. Der er vel altid nogen, der vil være utilfredse,« siger Erik Jeppsson, projekterleder på kameraforsøget og vagtleder på den centrale politistation i Malmö.
Vold faldet kraftigt
Kameraer har haft en betydning. Allerede efter halvandet år var hvert andet voldsoverfald forsvundet - og tæller man samtlige forbrydelser i aftentimerne, så var fire ud af ti pist væk.
Med lidt udsving så har tallene været de samme til og med i dag. De virker altså tilsyneladende. Og det også selvom kameraerne i sine godt fem år aldrig nogensinde har ført til en dom i en retssag.
»Det er vi lidt kede af. Vi ville gerne kunne vise, at man også kan bruge dem til at få nogen dømt, men det er ikke lykkedes endnu,« siger Erik Jeppsson.
Den præventive er vigtigste, siger svenskerne. Det skræmmer befolkning, så de husker, at de ikke skal tæve hinanden på Möllevångstorget.
Men går de så ikke bare et andet sted hen og slår hinanden i jorden?
»Det gælder jo det samme, som hvis vi satte en politibil op midt på torvet. Så ville folk nok også gå et andet sted hen. Det gælder alt præventivt politiarbejde - og vi ser så løbende på, om vi får problemer andre steder i byen,« siger Erik Jeppsson.
Sverige har et udbredt tradition for at overvåge på private områder. De fleste indkøbscentre, banker og lufthavne er overvåget af kameraer. Og også de offentlige skoler har kameraer på om aftenen. Det har fjernet næsten alt graffiti og hærværk, der tidligere var et stort problem for skolerne.
Forsøget i Malmö har været så stor en succes, at de svenske myndigheder regner med at opsætte yderligere 30 kameraer i byen. Også i Stockholm vil man nu sætte kameraer op på to store markedspladser.