Det var slet ikke det, man havde regnet med, da fredningsmyndigheden Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein (ALSH) i samarbejde med Museum Sønderjylland den 2. maj påbegyndte den største udgravning, der nogensinde har fundet sted ved Danevirke.
Men tirsdag kunne overraskede og meget glade arkæologer vise enkelte kørespor og et kort stræk af en bredere kørebane frem for offentligheden. Sporene menes at være rester af Hærvejen, skriver Flensborg Avis.
Overraskede, fordi sporene af den historiske trafikåre mellem Viborg og Wedel ved Hamborg er blevet fundet under flere bygningsfundamenter, og glade, fordi det giver arkæologerne helt nye muligheder:
- Det er formentlig første gang, vi har mulighed for at undersøge et uberørt ældre afsnit af Hærvejen. Det er virkelig et lykketræf, at disse spor er blevet bevaret, selv om området er blevet gravet om utallige gange for at oprette bygninger her, siger Astrid Tummuscheit fra ALSH, som er ledende arkæolog på projektet.
Leder af den daglige udgravning på området er kollegaen Frauke Witte fra Museum Sønderjylland, og hun påpeger, at stedet umiddelbart foran Dannevirkes portåbning gør fundet særligt interessant:
- Vi kan nu se, at Hærvejen i det mindste i perioder er forløbet hen mod åbningen i volden vest for den nuværende beliggenhed. Det havde vi ikke lige forventet, så det er et vigtigt supplement til den viden, vi har fået i forbindelse med, at porten blev fundet og udgravet, siger hun til Flensborg Avis.
Frauke Witte og Astrid Tummuscheit arbejdede også sammen på den opsigtsvækkende udgravning i 2010-2014.
Vej i 500 år
Udgravningen, der finder sted nu, sker i forbindelse med, at der skal opføres et helt nyt Danevirke Museum.
Det tidligere bondehus fra 1836, hvor museet havde til huse, og kroen Rothenkrug ved siden af er blevet revet ned, og inden der kan bygges nyt, bliver området nu undersøgt nærmere.
Blandt andet vil arkæologerne prøve at finde ud af, hvor gamle de fundne vognspor rent faktisk er.
- Hærvejen har været brugt i årtusinder, og køresporet har skiftet leje, når det var for slidt. Så det er vores håb, at nøje analyser kan give os informationer om, i hvilken periode mennesker og dyr har efterladt disse spor, siger Frauke Witte.
Da der i de enkelte spor er fundet rester af mursten, og de tidligst kom til Norden med Valdemar den Store midt i 1100-tallet, formodes de ikke at være ældre end det. Og de er ikke nyere end de bygninger, der har været på stedet.
Historiske kilder nævner for første gang en kro på stedet i 1633, så der er et spillerum på 500 år.
Til gengæld kan de allerede nu sætte nogenlunde årstal på andre af de ting, der er fundet, blandet andet fundamenter og gulve, der har hørt til i alt fire bygninger, der har stået, hvor kroen stod. De tre af bygningerne er brændt ned i 1600-tallet, omkring 1800 og senest i 1962.
Der er samme sted også fundet tegn på liv og glade dage i form af nedgravet affald som ituslået glas og keramik, østersskaller, piber og dyreknogler fra 1600- og 1700-tallet.
- Disse fund taler for, at menensker fra det højeste sociale lag har hygget sig her, og det svarer til, hvad vi ved fra de få historiske kilder, der nævner stedet, siger Frauke Witte til Flensborg Avis.
I 1600-tallet skal kroen, der ligger, hvor Hærvejen skærer Danevirkes volde, have fungeret som jagtslot og lysthus for hertugerne af Gottorp, og ifølge overleveringen skal Christian IV have været på jagt med hertugen i nærheden.
Der var også postkontor på Rothenkrug, og i 1700-tallet var der her et toldsted for de okseflokke, som blev drevet ad Hærvejen og gav den dens tyske navn, Ochsenweg.
Under det gamle Danevirke Museum er der ikke fundet noget af større interesse.
Danevirke blev i 2018 sammen med den vigtige vikingeby Hedeby udpeget til Unesco-verdensarv.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.