En 34-årig mand fra Munkebo overfaldt i marts en tilfældig politimand med en skruetrækker. Det og andre forhold koster ham nu en fængselsdom.
Tirsdag har Retten i Odense idømt manden fængsel i et år og 10 måneder i sagen, som desuden drejer sig om vold og trusler mod tilfældige kvinder.
Overfaldet på politimanden fandt sted den 2. marts, hvor den 34-årige lå på lur ved Politigården i Odense sent om aftenen.
En politimand, som netop havde fyraften og derfor var klædt i civil, blev på vej ind i sin bil overfaldet af den 34-årige, som var bevæbnet med en skruetrækker. Betjenten blev ramt flere gange på arme og krop.
Den 34-årige var angiveligt utilfreds med, at en straffesag mod ham om trusler trak i langdrag, men betjenten havde intet at gøre med den sag.
Sagens anklager, advokaturchef Lars Ole Pedersen, fortæller til Ritzau, at den 34-årige er blevet mentalundersøgt i forbindelse med sagen.
- Man har vurderet, at han ikke er sindssyg, men at han er afvigende, fortæller Lars Ole Pedersen.
Den 34-åriges afvigende karakter er også gået ud over flere kvinder. Blandt andet en kvinde, som arbejder på et Pizzeria i Odense, og som manden angiveligt var blevet lun på.
- Han møder hende på et diskotek og forsøger at skabe en kontakt, og det ender så med, at han slår hende, fortæller Lars Ole Pedersen.
To andre unge kvinder har også været tilfældige ofre for manden. De blev slået ganske umotiveret, da de passerede ham på gaden i Odense.
- Den ene blev slået så kraftigt, at hun gik i gulvet, fortæller Lars Ole Pedersen.
Endelig er den 34-årige dømt for at have truet flere kvinder via sms og internettet. Igen er der ifølge Lars Ole Pedersen tale om mere eller mindre tilfældige ofre.
Den 34-årige har valgt at acceptere dommen. Han skal sidde varetægtsfængslet frem til afsoningen.
/ritzau/