Juleaften er det 50 år siden, at mennesket for første gang nåede Månen. Det skete med Apollo 8.
I 1972 blev Apollo-missionerne indstillet. Da havde 12 mand gået på Månen.
Siden har der ikke været mennesker derude, men der er planer om at genoptage månerejserne. Og denne gang skal vi til Månen for at blive.
Ritzau har spurgt NASA's chefhistoriker, William P. Barry, og professor emeritus John Logsdon fra rumfakultetet på George Washington University, hvornår mennesket igen kommer til Månen.
* John Logsdon:
- Jeg er optimist. Vi er tilbage inden udgangen af 2020'erne. Det bliver et globalt samarbejde under ledelse af Nasa og også med private virksomheder.
- Vi vender tilbage med videnskabelige formål. Muligvis bygger vi en permanent rumstation, der skal i kredsløb om Månen. Den kan vi bruge til udforskning af Mars.
* William P. Barry:
- Den nuværende regerings politik er, at Nasa skal føre USA tilbage til Månen på en veltilrettelagt og holdbar måde. Det kan betyde, at der kommer mennesker til Månen i 2020'erne og videre til Mars i det efterfølgende årti.
Planerne:
* Nasa inviterede den 29. november ni private firmaer til at byde på udvikling af teknologi i det nye måneprogram.
* Det ventes, at Nasa i 2022 begynder at bygge et laboratorium, der på et tidspunkt skal i kredsløb om Månen.
* Det russiske rumagentur, Roscosmos, meddelte den 28. november, at det har et måneprogram, der løber i tre faser fra 2025 til 2040.
* Den første fase er et års test af teknologi, den anden fra 2026 til 2035 bringer russere til Månen. Den sidste fase er bygning af en base på Månen.
* Den 8. december opsendte Kina et ubemandet fartøj, der ved nytår eller i januar skal lande på Månens såkaldte mørke side. Den side, der altid vender væk fra Jorden på grund af Månens særlige rotation.
Kilder: William P. Barry (per mail), John Logsdon, Reuters og Tass.
/ritzau/