Pressefotograf Martin Lehmann fra dagbladet Politiken havde lov til at fotografere vandrende flygtninge og migranter på den sønderjyske motorvej.
Det har først byretten og nu landsretten slået fast.
Her kan du få et overblik over forløbet:
* Omkring 300 flygtninge og migranter begav sig 9. september 2015 på vej ad den sønderjyske motorvej.
* Menneskemængden kom fra Tyskland og ville mod Sverige.
* Strømmen af mennesker på motorvejen førte til, at politiet måtte afspærre dele af vejen for trafik.
* Flere pressefolk fulgte den vandrende flygtningestrøm, men kort før afkørsel Aabenraa Syd fik journalister og fotografer påbud om at fjerne sig fra vejen.
* Martin Lehmann undlod at følge politiets ordre og blev derefter anholdt og kørt til arresten. Efter nogle timer blev han løsladt.
* Fotografen modtog senere en bøde på 1500 kroner, som han afviste at betale med henvisning til, at han blot passede sit arbejde.
* Det var en historisk situation, som skulle dokumenteres, forklarede fotografen i byretten.
* Politiet argumenterede omvendt med, at pressen forstyrrede arbejdet med at rømme motorvejen.
* Den vandrende menneskestrøm blev opildnet af pressens tilstedeværelse, lød det fra vagtchef Ole Aamann Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, i byretten.
Kilder: Anklageskrift, Ritzau.
/ritzau/