OVERBLIK: De Konservative vil sænke skatterne

PLUS Udspil over for personer dømt for seksuelle overgreb (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Få overblikket over De Konservatives skatteudspil, der indeholder en afskaffelse af efterlønnen fra 2021.

De Konservative har lanceret et skatteudspil med titlen "Ingen arbejder klogere for lavere skat".

Her er udpluk fra udspillet, som regeringspartiet håber at realisere inden for de kommende to valgperioder, det vil sige senest i 2027:

* Lavere skat:

Beskæftigelsesfradraget øges med mere end fire milliarder kroner.

Topskattegrænsen skal hæves, så man skal tjene 800.000 kroner, før man skal betale topskat.

* Arveafgiften:

De Konservative vil fjerne arveafgiften for både virksomheder og private, så man ikke skal betale skat af penge fra for eksempel døde familiemedlemmer.

* Billigere og grønnere biler:

De Konservative vil have en flad registreringsafgift på 75 procent for benzin- og dieselbiler. Grønne biler som el-, hybrid- og plug-in-biler skal have en lavere registreringsafgift.

* Lavere boligskatter:

Boligskatten skal lettes med 13 milliarder kroner, og på sigt ønsker De Konservative en total omlægning af boligskatterne. Boligskatterne skal reduceres med det, der svarer til 5000 kroner per boligejer.

De Konservatives skatteudspil koster 26 milliarder kroner at gennemføre. Finansieringen skal findes således:

* 14 milliarder kroner skal findes i det forventede økonomiske råderum, som er statens overskud, når alle udgifter er betalt.

* Afskaffe muligheden for at gå på efterløn fra 2021, hvilket skal give 7 milliarder kroner.

* Jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen skal effektiviseres, hvilket giver 4 milliarder kroner.

* Seniorjobordningen skal afskaffes, hvilket skal indbringe 0,8 milliarder kroner.

* Der skal være højere afgifter på tobak, så en pakke cigaretter skal koste 60 kroner. Det skal skaffe 0,4 milliarder kroner.

Kilde: Konservative.dk.

/ritzau/