Yderligere 144 personer er smittet med corona, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Antallet af coronarelaterede dødsfald stiger med 1 til 621 dødsfald, mens indlagte falder med 3 til 20 personer.
Mandag blev der meldt om 76 nye smittetilfælde, men tirsdag er antallet igen oppe over 100.
Samlet set er 14.861 personer blevet testet for coronavirus siden opgørelsen mandag.
Siden februar har i alt 14.959 personer herhjemme været smittet med covid-19, som er navnet på sygdommen udløst af coronavirus.
De seneste uger har der været genopblussen af smitte i blandt andet Aarhus og Ringsted.
Det har ført til et påbud om brug af mundbind i den kollektive trafik i landets næststørste by.
Påbuddet er udvidet til at omfatte fem andre østjyske kommuner.
/ritzau/