Michael Krohn-Dehli har flere gange været en afgørende spiller for landsholdet, men venstrekanten fra Celta Vigo er ikke med i startopstillingen, når Danmark klokken 20.45 møder Polen i en venskabskamp i Gdansk.
Landstræner Morten Olsen har i stedet for Krohn-Dehli valgt at starte med Ajax Amsterdams Viktor Fischer i højresiden.
- Vi har valgt en anden end Krohn-Dehli, fordi det er en testkamp, og den skal vi bruge til at teste. Vi ved, hvad Krohn-Dehli står for.
- Han har også haft lidt problemer med foden, men vi kunne godt have valgt at starte med ham.
- Men vi har valgt noget andet, siger Morten Olsen.
Michael Krohn-Dehli oplyser, at han har haft problemer med sin ankel, men Celta Vigo-spilleren føler sig klar til at spille.
- Jeg kan godt spille. Jeg har ikke sagt, at jeg helst ikke vil spille, for så burde man ikke være her med landsholdet, siger han.
- Det er rigtig, at jeg har haft lidt med anklen, men det skulle ikke være det store problem. Forhåbentligt har den fået det bedre, efter at den har fået lidt behandling, siger Krohn-Dehli, der også deltog i tirsdagens træning.
Michael Krohn-Dehli er med seks landsholdsscoringer den mest målfarlige i den landsholdstrup, Morten Olsen har udtaget til venskabskampen mod Polen. Herefter følger Christian Eriksen med tre mål på landsholdet.
/ritzau/