Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) sætter tirsdag sin underskrift på en ny grøn handelsaftale med Sydkorea i forbindelse med den store international konference om grøn vækst, Global Green Growth Forum, der afholdes i København.
Formålet med den grønne vækstalliance er at fremme det politiske, kommercielle og teknologiske samarbejde inden for grøn teknologi og grøn vækst mellem Danmark og Sydkorea.
Med underskriften sker en formalisering af alliancen, som blev indledt i maj 2011.
- Sydkorea er i gang med en grøn strategi for økonomien til en værdi af 450 milliarder kroner, så der er stor fokus på energirigtige løsninger. Det kan være inden for effektive kraftvarmeværker og pumper eller vindmøller eller andet.
- Her vil vi gerne sælge produkter, og et formelt samarbejde på regeringsniveau kan hjælpe med, at de vil skele til Danmark og måske ikke Kina, når de skal handle, siger Pia Olsen Dyhr.
Sidste år indgik EU og Sydkorea en frihandelsaftale, som har lettet samhandlen og fjernet tung bureaukrati.
I første halvår af 2012 steg den danske eksport til Sydkorea med 20 procent i forhold til året før. Pia Olsen Dyhr fortæller, at Sydkorea er et fokusområde næsten på højde med de såkaldte Brik-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina.
- Jeg ser et stort potentiale. Vi er i gang med at kigge på landene lige under Brik-landene, og her springer Sydkorea i den grad i øjnene. Landets vækst er enorm, og der er grøn fokus på økonomien, siger Pia Olsen Dyhr.
Hun håber, at dansk eksport til Sydkorea vil vokse med 50 procent frem mod 2016, svarende til over to milliarder kroner.
/ritzau/