Selvom AG København kan rejse hjem fra Final4-stævnet i Köln med medaljer om halsen, så er spillerne ikke tilfredse efter søndagens 26-21-sejr over Füchse Berlin.
Metallet var af bronze, og spillerne havde sigtet højere.
- Jeg er ikke tilfreds med vores Champions League-afslutning, lyder den første kommentar fra Olafur Stefansson.
Og det er især sig selv, han ærgrer sig over.
- Jeg har en stor klump i min mave og i mit sind. Jeg kunne have ført mit hold hele vejen. Det ved jeg. Jeg kunne have gjort det uafhængigt af dommerne og andre ting, men jeg fejlede på kritiske tidspunkter i de sidste 10 minutter af kampen mod Atlético.
- Det er hårdt at leve med det. Men det skal jeg. Og det er endnu sværere, fordi jeg virkelig elsker det her hold. Det er det mest venlige hold, jeg har spillet på, og der er en virkelig god atmosfære.
- Det er virkelig tragisk, og det var hårdt for mig efter semifinalen - og det var det også for hele holdet. Så bronze var ikke, hvad vi kom efter, men sådan er det, siger han.
Olafur Stefansson har tidligere vundet Champions League med Ciudad Real, klubben der har skiftet navn til Atlético Madrid.
For tiden går han og overvejer, om han skal lade sin 38-årige krop slippe for håndbold på topniveau eller ej. Uden CL-trofæet er valget blevet sværere.
- Hvis jeg vil vinde Champions League igen, så bliver jeg nødt til at tage en sæson mere i AG København. Jeg skal jo spille for en klub, og det ville uden tvivl blive AGK.
- Men jeg har ingen idé om, hvad min krop siger efter OL, så jeg kan ikke sige noget endnu. Jeg ved det ikke engang selv, siger han.
I CL-finalen kæmper netop Stefanssons tidligere klub Atlético Madrid og THW Kiel om titlen senere søndag.