Præsident Robert Mugabes parti, ZANU-PF, har vundet flertallet i Zimbabwes parlament ifølge en officiel optælling af stemmer. Det tweeter nyhedsbureauet AFP og Sky News.
Der kræves to tredjedele af flertallet, svarende til 140 stemmer, for at ændre landets forfatning, hvilket Mugabe, der som præsident har tjent landet i 33 år, nu har mulighed for.
Tidligere har Mugabes førsteudfordrer og premierminister, Morgan Tsvangirai, klaget over, at han mener, at der foregår "enorm svindel" ved Zimbabwes valg til fordel for den nuværende præsident.
Også organisationen af uafhængige valgobservatører, ZESN, siger, at troværdigheden af onsdagens valg i Zimbabwe er "bragt i alvorlig fare".
Ifølge organisationen er tusindvis af vælgere fra byområder, der typisk favoriserer Tsvangirai, blevet afvist ved valgstederne. Omvendt er kun en lille andel af vælgere afvist fra oplandets valgsteder, hvor Mugabe typisk har størst opbakning.
Valgobservatører fra Den Afrikanske Union mener imidlertid, at valget er afholdt troværdigt og fair.
Erklæringen kommer på trods af, at korpset også har bemærket flere fejl under valget, for eksempel med nogle af stemmesedlerne, og problemer med folk, der er blevet afvist ved valgstederne.
Problemerne har dog ikke forhindret folkets vilje i at blive udtrykt, lyder det. Og derfor betegnes valget som fair.
På spørgsmålet om, hvorvidt observatører og internationale organisationer vil acceptere en vis form for snyd, svarer Danmarks charge d'affaires i Zimbabwe, Ketil Karlsen:
- Det kan man ikke sige på den måde. Men det er klart, at valg i Zimbabwe er ikke et fuldstændigt perfekt valg, det forventede ingen. Regnskabet er ikke gjort op endnu, siger han.
/ritzau/