Når Malmø til maj er vært for Eurovision-finalen, risikerer den glittede, traditionsrige melodigrandprix-konkurrence at blive en noget mat affære.
Nogle af de allermest begejstrede MGP-fans kommer til at holde sig væk, fordi krisen kradser over store dele af Europa.
De gældsplagede grækere overvejer således at melde afbud til Eurovision, som Portugal og Polen allerede har droppet at deltage i til næste år.
Portugiserne og polakkerne, som aldrig har vundet sangdysten, har nemlig ikke råd til at betale deltagergebyret på 120.000 euro (cirka 895.000 kroner) pr. land.
Samme overvejelser gør man sig i Grækenland, som ellers har deltaget i MGP hele 32 gange og er strøget til tops én gang.
- Grækenlands statsradiofoni bør ikke deltage i Eurovision af hensyn til de altoverskyggende emner, der optager offentligheden, siger den græske regeringstalsmand Simos Kedikoglou til radiostationen Vima.
Nu da landet for alvor skal spænde livremmen ind for at gennemføre spare- og reformpakker, har man hos den statsejede radio- og tv-station ERT da også drøftet at trække sig fra MGP.
- Vi er bekymrede for, at vi sandsynligvis ikke vil være i stand til at deltage i sangkonkurrencen - det afhænger af, om vi kan finde en sponsor, der kan dække udgifterne, siger en ERT-kilde, der ikke vil have sit navn frem.
- Vi gennemgår svære tider her i Grækenland, og det berører selvfølgelig også os, siger kilden.
Og grækerne selv er enige i, at det ikke kan gå an at deltage i showet, nu da landet er inde i sit sjette år med recession.
- Det ville være en provokation, hvis Grækenland deltager - de penge bør bruges på de hjemløse, siger journalisten Giorgos Hazidimitriou fra erhvervsavisen Imerisia.
Også nabolandet Cypern har været tæt på at droppe sin Eurovision-deltagelse, nu da landet har anmodet EU om en økonomisk hjælpepakke for at få styr på sin gæld.
Den cypriotiske statsradiofoni RIK meddeler dog, at man nu deltager i skrabet version.
- Det er en meget populær event blandt de cypriotiske seere, og det kommer ikke til at belaste vores budget, lyder det fra RIK, der har en buffer fra de seneste års overskud.
I 2012 deltog der 42 lande i Eurovision-finalen, der blev holdt i Aserbajdsjan.
Kilde: Ritzau/dpa