Allerede nu må Claus Hjort Frederiksen (V) til at lede efter nye besparelser for en milliard kroner.
For skattefradraget for BoligJob-ordningen koster staten dobbelt så meget, som finansministerens kugleramme hidtil har vist.
Det skriver Ugebrevet A4. En undersøgelse blandt danskerne viser nemlig, at næsten hver tredje vil gøre brug af boligfradraget i et eller andet omfang.
Og ifølge Martin Madsen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, så bliver regningen dobbelt så dyr som ventet.
Han bakkes op af økonomiprofessor og tidligere vismand Michael Svarer.
"Det her tyder på, at regeringens skøn kan være i underkaten, at ordningen bliver meget dyrere, og det stiller krav til, at regeringen finder alternativ finansiering," siger han til A4.
De fleste danskere satser på udendørs forbedringer af huset, eksempelvis udskiftning af tag, som den hjemlige forbedring, der skal udløse skattefradrag.
Dernæst følger indendørs forbedringer, eksempelvis udskiftning af køkken eller bad. Vinduespudsning og rengøringshjælp optræder på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen over opgaver, der kunne trænge til en professionel hånd med hjælp fra den nye skatteordning.