Danskerne skal blive længere tid på arbejdsmarkedet for at skaffe økonomi til bedre uddannelse, bedre skoler og bedre børnepasning.
Det er en af hovedhjørnestenene i det program for Borgerligt Centrum, som den tidligere radikale Simon Emil Ammitzbøll tirsdag fremlagde på et pressemøde på Christiansborg.
"Jeg kan godt forstå, at 60-årige ønsker at stoppe for at være mere sammen med deres børnebørn. Men kunne man ikke overveje at arbejde i fem år mere og dermed være sikker på at blive opereret, hvis jeg skulle få brug for det som 70-årig, og være sikker på, at mine børnebørn får en god uddannelse," lød begrundelsen fra Simon Emil Ammitzbøll.
Borgerligt Centrum vil også arbejde for færre regler og forbud. Simon Emil Ammitzbøll kaldte det et opgør med "big mother samfundet", hvor Christiansborgpolitikerne vil opdrage befolkningen, og han nævnte udtrykkeligt ophævelse af lukkeloven som et af partiets ønsker.
Den tredje mærkesag for Borgerligt Centrum er bedre integration. Det skal være nemmere for udlændinge at komme hertil for at arbejde, men de skal være her i nogle år, før de får ret til de samme velfærdsydelser som landets øvrige indbyggere.
Når man ser bort fra flygtninge, skal udlændinge i starten af deres tilstedeværelse selv sikre sig ved hjælp af forsikringsordninger. Simon Emil Ammitzbøll understregede samtidig, at udlændinge skal respektere de danske værdier som f.eks. ytringsfrihed.
På skatteområdet går Borgerligt Centrum ind for, at ingen skal betale mere end 50 procent af indkomsten i skat, og at skatten på den sidst tjente krone skal ned. Simon Emil Ammitzbøll lovede et samlet udspil, inden regeringens Skattekommission fremlægger sine forslag.