Nej, din kone skal ikke hente kaffe til dig, hvis I arbejder samme sted. Ja, du skal tage imod ordrer fra kvinder.
Og så skal du spise din frokost sammen med dine danske kolleger.
Sådan lyder nogle af rådene til indvandrere fra Mehmet Yüksekkaya, integrationskonsulent og fuldmægtig i Arbejdstilsynet. Han har skrevet en bog om 30 uskrevne regler på danske arbejdspladser, som nydanskere med fordel kan sætte sig ind i.
»En stor del af de danske arbejdspladser er styret af de regler. Selv de skrevne regler bliver tolket gennem uskrevne regler. Så de er utroligt vigtige at forstå for at kunne begå sig på en arbejdsplads. Forstår man dem ikke, risikerer man i værste fald at blive frosset ude et helt arbejdsliv,« fortæller Mehmet Yüksekkaya.
Jobbet skal ikke overstås
Det bedste eksempel på, at det kan gå galt, er ifølge Mehmet Yüksekkaya de første gæstearbejdere, der kom til Danmark, og som er de dårligst integrerede i samfundet i dag.
Men heller ikke de, der er født og opvokset i Danmark, er klar over, hvor stor betydning uskrevne regler har.
»Mange danskeres holdning er, at arbejdet er en del af deres identitet. Imens betragter mange indvandrere arbejdet som noget, der skal passes og overstås. Så når de har fri, går de hjem.«
Halalkylling til julefest
Men en af de allervigtigste pointer er, at indvandrerne skal deltage i de sociale arrangementer på arbejdspladsen. Lige fra at tage en snak ved kaffeautomaten til at deltage i firmafester.
»Man kan drikke cola og tage en halaslagtet kylling med til julefrokosten og så gå tidligt, hvis man ikke har lyst til at se sine kolleger blive fulde. Det er der ingen, der vil se skævt til én for.«
Det vigtigste er dog at være synlig i hverdagen. Til ugentlige møder, kagedag, frokostpauser og udflugter.
»Falder man uden for de sociale, kollegiale forhold, går man også glip af mange af de spændende opgaver, for de bliver fordelt igennem netværk,« siger Mehmet Yüksekkaya.
»Og man skal acceptere, at der altid går lidt tid, før man får de sjove opgaver. Det er ikke tegn på racisme. Det gælder alle nye ansatte.«