Ny rapport: Langeskov Station har kostet samfundet 336 millioner kroner

--- CITATVIDEO --- Det har været en dyr fornøjelse at genåbne Langeskov Station, viser en ny rapport fra Transportministeriet.

Videoen "Ny rapport: Langeskov Station har kostet samfundet 336 millioner kroner " udsendt af "TV2/FYN" kan downloades på Ritzaus Videoweb www.videoweb.dk

Anvendelse af Ritzaus tjeneste for citatvideo og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene. Følg linket nederst på siden.

Det er kun tre år og én måned siden, at Langeskov Station åbnede på togstrækningen mellem Nyborg og Odense. Siden januar 2017 har stationen været betjent med ét IC-tog i timen i hver retning.

Men det har været en dyr fornøjelse at genåbne stationen i Langeskov. Rapporten fra Transportministeriet konkluderer således, at den samlede samfundsøkonomiske effekt af at genåbne stationen løber op i et tab på 336 millioner kroner.

 

 

Derudover konkluderes det også, effekten af genåbningen overordnet set har været negativ for togpassagererne som helhed.

- Genåbningen af stationen har været til gavn for de passagerer, som rejser til og fra Langeskov og opland. Til gengæld har genåbningen betydet, at de øvrige passagerer i togene, som stopper i Langeskov, har fået en lidt længere rejsetid.

- Samlet set viser analysen, at effekten har været negativ for togpassagererne som helhed. Det betyder også, at projektet har medført et lille fald i transportarbejdet i den kollektive trafik. Det skyldes især, at der er relativt få passagerer, som benytter Langeskov Station, står der i rapportens sammenfatning.

Venstre: Det er stadig en god investering

Men rapportens konklusioner rokker ikke på holdningen hos Venstres Jane Heitmann, som stadig mener, at det var en god ide at genåbne stationen i Langeskov.

- Jeg har kæmpet for, at der skulle komme et togstop i Langeskov. Selvfølgelig koster det nogle penge, men set fra min stol, så rokker den her rapport ikke ved, at det er en god investering, siger Jane Heitmann, medlem af Folketingets transportudvalg for Venstre.

Jane Heitmann understreger, at hun ser frem til drøftelserne i Folketingets transportudvalg. 

Får opbakning fra Socialdemokratiet

På den anden side af Folketingssalen møder Jane Heitmann opbakning fra sin fynske kollega Erik Christensen, der er medlem af transportudvalget for Socialdemokratiet.

På trods af rapportens dystre konklusioner, så mener Erik Christensen nemlig også, at det var den rigtige beslutning af genåbne Langeskov Station.

- Jeg mener stadigvæk, at det er en god ide, at vi får bundet det her land sammen så godt som muligt gennem kollektiv trafik.

- For det er vigtigt, at så mange danskere som muligt får et reelt alternativ til bilen, og det koster nogle penge. Hvis vi mener det alvorligt, at vi vil løse trængslen på motorvejen, og at vi vil arbejde for miljøet, så er vi nødt til at gøre noget ved den kollektive trafik, siger Erik Christensen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Ovenstående citatvideo er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet.

Læs de fulde vilkår her: videoweb.ritzau.dk/vilkaar