Når filmen "De forbandede år" får premiere til december, må det føles som lidt af en forløsning for instruktøren Anders Refn.
Han har nemlig arbejdet på projektet i mere end 20 år, fremgår det af en pressemeddelelse.
I denne uge kan han således råbe "action" for første gang, når spillefilmen går i optagelse med blandt andre Bodil Jørgensen, Jesper Christensen og Gustav Dyekjær Giese på rollelisten.
"De forbandede år" skildrer en families splittelse under besættelsen.
- Karl Skov er en selfmade, succesfuld ejer af en stor elektronikfabrik og har en kone og fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940, lyder det i pressemeddelelsen.
- Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken, men for at beskytte sin familie og sine ansatte begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Det bringer ham ind i et kontroversielt samarbejde med besættelsesmagten og medfører smertelige brud i familien, står der videre.
Anders Refn har tidligere stået bag film som "Strømer", "Slægten" og har også instrueret populære tv-serier som "Een gang strømer…" og "Taxa".
"De forbandede år" har han skrevet i samarbejde med Flemming Quist Møller.
De har haft et ønske om at belyse samarbejdet mellem danskerne og nazisterne, som Anders Refn kalder "et af de mest underbelyste kapitler af krigen" i dansk filmhistorie.
Filmen får biografpremiere den 25. december i år.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus