Et dilemma om spirituskørsel i radioprogrammet "Mads og Monopolet" lørdag har skabt vrede og debat på sociale medier.
Debatten blev skudt i gang, da lytteren "Preben" skrev ind til programmet for at få råd til, hvad han skulle gøre, når forældrene ville køre hjem, selv om de muligvis havde fået for meget vin at drikke.
I lørdagens panel sad livsstilsekspert Mads Christensen, sangerinde Søs Fenger og tv-vært Ane Cortzen, og deres svar til den rådvilde lytter fik efterfølgende flere til at kritisere panelet for ikke at tage afstand fra spirituskørsel.
Men den kritik er ikke berettiget, mener programmets vært, Mads Steffensen, der forsvarer panelet i et nyt opslag på Facebook.
- Hør nu her: Ingen i panelet tog let på spirituskørsel, selvfølgelig ikke. Panelet foreslog forskellige modeller: Tag nøglerne, giv dem et lift, brug en alko-tester, tæl glas, så man har styr på, hvor meget der blev indtaget. Alle tog afstand fra spirituskørsel, skriver Mads Steffensen i opslaget.
Radioværten forklarer samtidig, at han og Monopolet arbejder med en "uhøjtidelig" og "ærlig" tone i programmet, og at hans fokus ligger på at få besvaret lytternes spørgsmål så respektfuldt som muligt.
Han understreger også, at kendisserne i panelet gør deres bedste for at give et fornuftigt svar til lytterne.
- Det er en broget flok af begavede og interessante hoveder. Det er ikke en flok jurister og advokater, det er ikke en facitliste eller et minifolketing, lyder det skarpe forsvar fra Mads Steffensen.
/ritzau/FOKUS