Blogindlæg Sygeplejerske: Mine kolleger er trætte af at undskylde på systemets vegne

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

JEG HUSKER ENGANG, hvor jeg som sygeplejerske med fasthed kunne forsikre en bekymret patient og dennes familie: ”Selvfølgelig bliver du ikke udskrevet i dag”. Jeg kunne med sikkerhed sige dette og dermed forudsige, hvornår en udskrivelse kunne ske.

Så fulgte en tid, hvor jeg oplevede at være stensikker og alligevel finde ud af, at patienten blev udskrevet, selvom jeg havde forsvoret, det kunne ske; det var for tidligt. Siden holdt jeg op med at være sikker og svarede lidt mere vagt: ”Nu måtte vi jo se” eller ”Det kommer an på så meget” osv. Brændt barn bliver bange for at love patienter noget.

Ligeledes var der engang, hvor jeg var sikker på, at en borger kunne få tildelt en vis hjælp. Det er jeg ikke mere. Jeg er blevet overrasket for mange gange, over de afslag jeg har været vidne til.

Det er sådan nogle fornemmelser, man som sundhedsprofessionel har: At hjælpen er blevet sværere at få, udskrivelserne sker hurtigere og travlheden er større. Vi har sagt det så mange gange, at de ansvarlige må være blevet immune.

DERFOR VAR DET både en lettelse og rystende at få visheden om den faldende hjemmehjælp, da jeg læste VIVEs rapport. Lettelse fordi den følelse, jeg gik med, viste sig – i al sin gru – at være rigtig og nu kan bakkes op med tal.

For i Vives rapport står der sort på hvidt, at siden 2007 er andelen af svage ældre, der ikke modtager nogen hjælp, steget fra en tredjedel til halvdelen. Svage ældre er ældre, der selv vurderer, at de ikke kan udføre én eller flere hverdagsopgaver uden hjælp; som for eksempel at gå udendørs, tage tøj på eller gå i bad. Selv blandt de allersvageste ældre, som har behov for hjælp til mere end én hverdagsopgave, er der mange, der ikke modtager hjælp. Det er ikke sådan, at de får mere hjælp fra familie og venner: de får simpelthen slet ikke hjælp.

Når vi som fagprofessionelle råber højt op om, at velfærdssystemet har fået en kæberasler, at hullerne i sikkerhedsnettet er blevet for store og at hjælpen er blevet uværdig, skrives det i alt for høj grad ind i en fortælling om, at den offentlige sektor bare vil rage til sig. Men fakta er, at andelen af svage ældre, der får hjælp til praktiske opgaver, er faldet fra 43% til 25%, og det punkterer den fortælling godt og grundigt!

SÅ NU MÅ DET simpelthen stoppe! Nu må det politiske niveau holde op med at afmontere vores velfærdssystem og prioritere skattelettelser til de rigeste, og ellers så må de i det mindste se os i øjnene og fortælle os, at det er deres prioritering: Flere penge til de, der i forvejen har, og færre til dem, der ingenting har. Ikke flere omskrivninger, ikke flere bullshit ord. Mine kolleger er trætte af at undskylde på systemets vegne. Vi vil yde en hjælp, som vi kan stå inde for. Vi har bedt folk arbejde hele deres liv og betale halvdelen af deres penge i skat til fællesskabet, så fællesskabet en dag kunne betale tilbage, hvis det kneb. Så kan vi simpelthen ikke sige, at vi i stedet vil et samfund, hvor de svageste må klare sig selv og de ressourcestærke får flere skattelettelser.

Nu stopper det!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News